Fra smedje i Brøns til landsdækkende importør
Brøns Group har rødder i en smedje i Brøns fra 1974. I dag er vi eksklusiv importør af KRONE, AMAZONE, JCB Agri og JCB Construction – med et forhandlernet, der dækker hele Danmark.
Historien
Brøns Maskinforretning blev etableret den 1. april 1974 af Anna og Jeppe Hamann. De overtog den eksisterende smedje i Brøns, som blev drevet af smedemester Frederik Hansen, hvor Jeppe havde stået i lære og afsluttet sin uddannelse som smed i 1966.
I 1982 startede det, der i dag er grundstenen i forretningen: importen af landbrugsmaskiner. Valget faldt på de tyske maskiner fra AMAZONE. De første produkter var såmaskiner i kombination med rotorharver – og det var især egne med svær jord, der først fik øjnene op for de grønne maskiner, fordi det pludselig blev muligt at så under forhold, hvor jorden hidtil havde været for våd eller for tør.
Siden er det gået slag i slag. I dag er hele AMAZONEs program repræsenteret i Danmark – fra gødningsspredere og stubharver til sprøjter og såmaskiner – og flere nicheprodukter er kommet til, som alle udmærker sig ved teknisk innovation og høj kvalitet.
Firmaet i dag
Meget er sket, siden vi hed Brøns Maskinforretning. I dag hedder vi Brøns Group og er importør af verdens bedste maskiner.
I 2016 opførte vi et nyt domicil på 6.000 m² på Hovedvejen i Brøns med lager, kontor og værksted under samme tag. Firmaet drives i dag af Dan Hamann.
Vi sælger gennem et netværk af forhandlere, der dækker hele landet – for at sikre den tætteste kundekontakt og den bedste service. Men vores dør står altid åben, og vi er aldrig længere væk end telefonen.
Vi har bygget forretningen på sunde sønderjyske dyder – og på tillid.